05. juli 2018 holdte vi borgermøde i Ulfborg vedr. projektet om SeniorBOfællesskab 50+ i Ulfborg. Der var over 100 ældre som deltog i mødet så vi vil gerne sige tusinde tak for det store fremmøde og for at I tog Jer tid til at komme og lytte samt få en snak med os.

Vi glæder os til at gå videre med projektet!

Stedet

Ulfborg er en mindre stationsby, der ligger tæt ved Nissum Fjord i skønne naturmæssige omgivelser ikke langt fra Vesterhavet. Ulfborg har mere end 2.000 indbyggere og ligger på jernbanestrækningen mellem Ringkøbing (20 km) og Holstebro (21 km). Ulfborg ligger i Holstebro Kommune og hører til Region Midtjylland.

Området i og omkring Ulfborg rummer muligheder for fantastiske natur oplevelser som fx besøg i Husby Klitplantage, hvor naturen og det rige dyreliv giver masser af muligheder for lange gåture med fantastiske oplevelser for alle aldersgrupper.

Havet spiller en vigtig rolle i samfundet, og er ligeledes rammen om helt specielle naturoplevelser som området har at byde på.

Ulfborg har alt hvad man kunne ønske med masser af muligheder for indkøb, toget lige til døren, og hvis man har interesse for golf, har Ulfborg Golfklub de helt perfekte rammer for dette.

 

Idé og koncept

Miljø•Bo A/S ønsker at ombygge ejendommen til 18 åbne og lyse lejligheder med optimalt lysindfald, i indbydende, elegant og funktionelt design, med plads til 1 eller 2 beboere.

Der vil blive etableret imødekommende fællesarealer, der appellere til fælles aktiviteter både inde og ude.

De grønne områder i gården består af små hyggekroge med bænke og stole, der kan benyttes af alle beboere, i ly af vind og sol kan nyde udelivet.

Udenoms fællesarealer kommer til at spille sammen med den eksisterende natur, så helheden opstår, med naturen som fælles have.

 

Hvad er et seniorbofællesskab?

Miljø•Bo A/S vil udvikle et seniorbofællesskab, hvor vi tager udgangspunkt i mange af Realdanias principper.

Afgørende kendetegn ved seniorbofællesskaber er at beboerne, der typisk ligger i aldersgruppen fra 50 år og opefter, har individuelle boliger, men at der til boligerne er tilhørende fællesområder, der appellere til forskellige sociale fællesaktiviteter.

Altså en slags udvidet naboskab med sociale karakteristika, der en vis grad læner sig op ad det tætte naboskab man oplever i traditionelle boligområder.

I seniorbofællesskaber ligges der vægt på høj livskvalitet, øget tryghed og bedre sociale relationer, for at forebygge ensomhed, der er et større og større problem i Danmark.

Der ligges op til en høj grad af medbestemmelse, hvilket højner arrangements niveauet hos beboerne. Beboerne er bl.a. også med til at vælge hvilke beboere der flytter ind.

 

Miljø-Bo A/S